Manchester United er nået til enighed med Swansea om et køb af kantspilleren Daniel James, som dermed bliver storklubbens første tilgang i denne sommerpause.
Manchester United skriver på sin hjemmeside, at James har bestået et lægetjek på klubbens anlæg.
Dermed er alt lagt til rette for et sommerskifte for den 21-årige walisiske landsholdsspiller.
Handlen kan dog først formaliseres, når transfervinduet officielt åbner i næste uge.
Daniel James spillede i den forgangne sæson 38 kampe på tværs af alle turneringer for Swansea. Her blev han noteret for fem scoringer.
Den hurtige wing bliver Ole Gunnar Solskjærs første indkøb som manager for den skrantende storklub.
James har været en del af forskellige walisiske landshold siden U17-alderen. Han fik i november debut på A-landsholdet, hvor han foreløbig har spillet to kampe og lavet et enkelt mål.
I januar var han tæt på et skifte til Leeds United, men Swansea trak sig fra handlen i sidste øjeblik.
Prisen for den kommende Manchester United-spiller er ikke offentliggjort, men Sky Sport anslår beløbet til omkring 18 millioner pund, svarende til godt 150 millioner danske kroner.
/ritzau/