Wales skabte overraskelsen, da Belgien fredag aften blev sendt ud af EM-slutrunden i kvartfinalen.
Wales imponerede med en 3-1-sejr, der betød, at Wales møder Portugal i semifinalen, mens Belgien kan rejse hjem og evaluere tilstanden på et landshold, der er fyldt med stjernenavne fra store europæiske klubber.
Hal Robson-Kanu bragte Wales foran 2-1 i anden halvleg, efter at Belgien var kommet foran 1-0 før pausen, før Ashley Williams udlignede til 1-1.
Hal Robson-Kanu var imponeret, da semifinalepladsen var en realitet.
- Det er fantastisk. Vi gjorde det godt ved at komme tilbage i kampen i første halvleg. Vi vidste, at hvis vi spillede i anden halvleg, som vi gjorde i første halvleg, så ville vi få vores belønning.
- Det her er noget, vi har arbejdet for i seks eller syv år. Det er en kredit til alle, der har været involveret, og må det fortsætte længe, siger Hal Robson-Kanu ifølge uefa.com.
Midtbanespilleren fremhævede efter sejren, at Wales har et godt kendskab til Belgien.
- Vi har spillet mod Belgien nogle gange de senere år, og vi ved, hvordan vi skal spille imod dem. Vi var skuffede over at komme bagud 0-1, men vi svarede igen, udlignede og tog det derfra, siger Robson-Kanu.
Joe Allen fra Liverpool vidste ikke rigtig, hvad han skulle mene efter sejren.
- Jeg mangler ord. Vi troede aldrig, at vi skulle ende i denne position.
- Vi vidste, at vi ville score i aften, og så snart vi udlignede, var vi sikre på, at vi ville vinde kampen. Det vil kræve noget specielt at stoppe os, siger Joe Allen.
Wales' anfører, Ashley Williams, udlignede til 1-1 i opgøret, og Swansea-spilleren erkendte, at bedriften ikke var forventet.
- Vi var mere glade end nogensinde for at komme her (til EM, red.) og gå videre fra gruppen. Jeg elsker gutterne, og tilhængerne er fantastiske.
- Jeg håber, alle nyder det her derhjemme. Vi vil blive ved med at nyde det og forsøge at spille vores spil, siger Ashley Williams.
/ritzau/