For tre år siden meddelte reggaestjernen Wafande, at han trak sig som udøvende kunstner.
Men den forgangne tid er Wafande vendt tilbage på scenen.
- Mit standpunkt har altid været at lytte til mig selv, siger den 40-årige sanger.
- Nu er jeg jo sådan et Christiania-hippiebarn, så jeg har altid mærket efter. Og i virkeligheden er jeg stolt af den beslutning, jeg tog dengang, på grund af en følelse jeg havde i kroppen. Jeg lyttede til universet, der sagde, at jeg havde brug for en pause.
Wafande havde turneret nærmest nonstop, siden han fik sit store gennembrud med nummeret "Gi' mig et smil" i 2011.
Få måneder efter han annoncerede sit stop, ramte coronapandemien og lammede hele kulturlivet.
- Det var, som om jeg var blevet advaret på forhånd. At min karma kom og gav mig en advarsel. Det var, som om det gav mening. Det har været befriende. Samtidig har det også været en genfødsel for mig, fordi jeg har fået lov at være tættere på mine børn og min musik, lyder det fra Wafande.
- Jeg har skrevet for andre, så jeg har stadig lavet en masse musik, men uden at mit eget ego spændte ben for det. Jeg har fundet glæden igen til at komme ud og sprede noget kærlighed.
Den kærlighed får han mere end tifold tilbage, når han går på scenen, fortæller han.
- Jeg er ikke meget religiøs, men jeg tror på karma, lyder det fra Wafande.
- Jeg tror på, at den energi, vi kaster ud, kommer igen. Jeg er taknemmelig over, at jeg har fået lov at leve af musik i så mange år, og at jeg kan tillade mig at trække mig for min egen skyld og min familie.
Energien har kastet en ny plade af sig, og den er Wafande ved at lægge sidste hånd på.
Han kalder det selv for Wafande på nye flasker.
- Jeg er nået til et sted, hvor jeg gør det, der gør mig glad, og det synes, er sundt for mig og sundt for min familie. Og det tror jeg også, folk kan mærke, når jeg kommer ud med noget igen, siger han.
Snart bliver familien Wafande et medlem større.
Hans kæreste, Ana Maxime, er højgravid med parrets andet fælles barn. Sammen har de datteren Chloe på et år, og så består familien også af Wafandes femårige datter, Melodie, og Ana Maximes tre børn.
Sammen nyder de vordende forældre årets Roskilde Festival, inden Tobias Rahim, Kendrick Lamar og Lizzo bliver skiftet ud med vuggeviser og godnatsange.
- Vi har nogle dejlige store teenagerspiger derhjemme, der passer, og som gør, at mor og far kan få lov til at komme ud og høre lidt livemusik.
- Det er jo en gave til alle forældre at have ældre børn, der kan passe de små. Det er en stor blandet magisk familie, jubler Wafande.
De to mindste har dog også været med en tur ude på festivalen.
- Det er bare fedt, siger sangeren.
De nyder det, og de er ikke skræmte - vores datter sover helst, når det larmer nu, siger Wafande med et grin.
/ritzau/
Af Grith Larsen, Ritzau Fokus