Det er de færreste, der har råd til at bruge 70.000 på en bytur. Men det gjorde musikeren Wafande ikke destomindre.
Det var på en stripklub, at pengene sad løst, skriver Ekstra Bladet i en omtale af den populære musikers kommende bog.
- Jeg kunne snildt bruge 20.000 kroner på en aften. Rekorden er 70.000 kroner. Det var på en stripklub, og jeg var lige gået fra min ekskæreste. Der var jeg bare sådan: Fuck verden, fuck det hele! Jeg havde lige fået Koda-penge. Men 70.000...! Den fortryder man lidt dagen efter, når man vågner med tømmermænd og kigger på sin konto. Åh, spild af penge!, siger Wafande og fortsætter:
- Jeg kunne have købt en bil eller givet min mor pengene - et eller andet fornuftigt.
Først Thailand - nu med egen revisor
Ekstra Bladet fortæller også, at Wafande var på en omend meget dyr til Thailand, der endte med at koste ham dyr.
Da han vendte hjem fra ferien opdagede han, at han havde brugt 200.000 på en måned. Blandt andet ved at betale for venner og venners venner, skriver Ekstra Bladet.
I dag er han dog tilsyneladende blevet mere fornuftig, siger han ifølge avisen.
- I 2016 fik jeg sågar 200.000 tilbage i skat, fordi jeg havde betalt for meget, siger Wafande.
Han har desuden fået både revisor og ny bankrådgiver, der sikrer, at han ikke brænder alle sine penge af på fest og ballade.