I juni og juli var hjem, barer og åbne pladser med storskærm over hele verden domineret af en konstant baggrundsstøj. Overalt lød en infernalsk trutten fra den dybt hadede vuvuzela, som på en eller anden besynderlig måde alligevel blev allemandseje.
Og nu er vuvuzelaen ikke bare en integreret del af vores fælles sommerminder. Den er officielt blevet et ord i den anerkendte "Oxford Dictionary of English."
Det lange plastiktruthorn var til stor debat hele sommeren, hvor den skarpe, summende lyd lagde et tykt og uigennemtrængeligt tæppe omkring alle VM-kampene. Nogle internationale TV-stationer eksperimenterede sågar med at filtrere lyden fra. Med mere eller mindre held.
Og bedst som vi lykkeligt havde glemt den sydafrikanske plageånd, dukker navnet nu op igen.
Af andre ord, der for nylig er kommet med i ordbogen kan nævnes "social media" - hjemmesider som for eksempel Facebook - og "staycation" - et ord, man kan bruge, når man holder ferie hjemme i sin egen by.