"Endelig kan vi komme af sted"
Det var her til morgen en spontan kommentar fra en af de mange tusind strandede passagerer, der her til morgen fik plads på et af de fly, der fløj fra Kastrup Lufthavn.
Men selvom det danske luftrum er åbnet og fly lystigt lander og letter fra lufthavnene, så er der ingen garanti for, at det bliver ved i de kommende dage.
Det siger Bo Pedersen, der er kommunikationsdirektør i NaviAir
"Askeskyen er der endnu, og den kan stadig give problemer - uanset hvad der sker i vulkanen. Derfor vil vi ikke love et åbent luftrum andet end på helt kort sigt," siger han til Newspaq.
Dermed nedtoner han også det faktum, at vulkanen på Island tilsyneladende er ved at falde til ro.
Ifølge de islandske katastrofemyndigheder, der i morges overfløj vulkanen, så er udbruddet kraftigt dæmpet.
Der er færre eksplosioner, og røgsøjlen er blandet op med luft, så røgen både er tyndere, og ikke går så højt op i atmosfæren som hidtil.
Det kom frem på et pressemøde her til formiddag.
En af de faktorer, der er afgørende for, hvor meget aske, der kommer op af vulkanen, er om der løber smeltevand fra gletscheren omkring den ned i krateret. Det køler lavaen ned, og chokket får det til at eksplodere og danne den type aske, der er farlig for flytrafikken.
Ifølge det islandske statstv RUV, så løb der lidt vand ned i vulkanen i aftes, men det var ikke i betydelige mængder - og askeskyen blev ikke påvirket.
Åbningen af det danske luftrum for flytrafik gælder ind til videre frem til klokken 02.00 i nat. Først i eftermiddag vil Naviair sige, om luftrummet derefter skal lukke igen.