38 mennesker er omkommet efter et voldsomt vulkanudbrud i Guatemala, oplyser de nationale katastrofemyndigheders øverste chef.
Det står ikke klart, om flere mennesker er fundet døde efter et udbrud i weekenden, eller om det nye dødstal skyldes omkomne i andre eksplosioner i vulkanen mandag.
To millioner mennesker er berørt af udbruddet, fortæller katastrofechefen Sergio Cabanas.
I Guatemalas hovedstad måtte folk tørre aske af deres biler og huse, og i lufthavnen har teknikere været i gang med at vurdere, om det er forsvarligt at tillade passagerfly at lande og lette.
Det blev mandag aften dansk tid besluttet, at man kan flyve.
Vulkanen Fuego, som er en af de mest aktive vulkaner i Mellemamerika, gik i weekenden i udbrud.
25 blev søndag meldt omkommet.
Flere byer og marker i området er dækket af aske. Sidst på eftermiddagen søndag begyndte lava at strømme ned ad vulkanens ene side.
En stor del af redningsindsatsen er koncentreret omkring landsbyen El Rodeo, som ifølge Cabanas er ramt af en "flod af lava".
Temperaturen i lavastrømmen er målt til omkring 700 grader celsius, har Guatemalas seismologiske institut oplyst til nyhedsbureauet AP.
Mandag morgen rumlede det igen med eksplosioner fra Fuego, der spyede lava, og redningsarbejdet blev afbrudt flere steder af sikkerhedshensyn.
- Landskabet på vulkanen er helt forandret. Alt er ødelagt, siger vulkanologen Gustavo Chigna til en lokal radio.
Et vidne fra nyhedsbureauet Reuters fortæller fra området, at man har evakueret et større område efter de seneste eksplosioner.
Mandag aften dansk tid ramte et jordskælv i Stillehavet ud for Guatemalas kyst. Der er ikke umiddelbart meldinger om skader.
/ritzau/Reuters
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.