Normalt skal Integrationsministeriets penge bruges på at fremme integrationen.
Derfor vækker det stor undren og kritik, at Venstres Ungdom (VU) har fået 210.000 kroner af Integrationsministeriet til en kampagne, der som hovedformål har at skaffe VU nye medlemmer.
Det skriver Ekstra Bladet tirsdag.
- Det kan være problematisk, når et regeringsparti går ind og giver penge til sit eget parti på den måde. Det er jo en klar fordel for partiet Venstre, hvis ungdomspartiet kan vokse mest muligt, siger professor Ole Thyssen fra Institut for Ledelse, Politik og Filosofi på Copenhagen Business School til Ekstra Bladet.
I ansøgningen til ministeriet skrev VU blandt andet, at man ønskede at blive den politiske ungdomsorganisation med flest nydanske medlemmer, og at målet med kampagnen var at få 100 medlemmer med en anden etnisk baggrund end dansk.
Og det synes Venstres integrationsminister Birthe Rønn Hornbech sagtens at man kan støtte med skattekroner, da det ifølge hende er en 'smaddergod' vej til integration.