En mand er lørdag fundet død på en shelterplads i et område på Brorholtvej syd for byen Vadum, der ligger nord for Aalborg.
Det fortæller pressefotos.dk.
- På findestedet er der nogle omstændigheder til stede, som gør, at vi i øjeblikket betragter det som et mistænkeligt dødsfald, siger viceinspektør Kenneth Ginnerup, Nordjyllands Politi ifølge mediet til tv2nord.dk.
- Det er vores opgave nu at få dækket præcist, hvad der er sket før, under og efter dødsfaldet, således at vi kan belyst hændelsesforløbet grundigt, understreger Kenneth Ginnerup i en pressemeddelse.
Han fortsætter:
- Vi er til stede med blandt andet kriminalteknisk efterforskning, beredskabs- og hundepatruljer samt indsatsleder. Det er helt normal procedure. Der er således ingen grund til bekymring, hvis man som borger ser meget politi i området.”
Vejen er spærret, mens politiet undersøger de nærmere omstændigheder omkring den døde mand.
- Vi hører gerne fra borgere, der specifikt kender til personer, der tager ophold på den pågældende shelterplads, der ligger op ad Brorholtvej i området umiddelbart syd for Vadum Kirke, siger Kenneth Ginnerup.
Politiet kender i skrivende stund end ikke den afdøde mands identitet.
Kan du hjælpe politiet, kan du ringe 114.