Østrigs nye koalitionsregering vil tilbyde tysktalende italienere i den norditalienske provins Sydtyrol østrigsk pas.
Og det falder ikke i god jord i Italien.
Sydtyrol var i sin tid del af Østrig-Ungarn, før regionen efter Første Verdenskrig blev italiensk provins.
70 procent af beboerne i området har i en undersøgelse fra 2011 oplyst, at de taler tysk.
Men det mildner ikke kritikken fra Rom, hvor forslaget får en lunken eller ligefrem vred modtagelse.
Tiltaget har et betydelig pust af "etnisk nationalisme", siger chef Benedetto Della Vedova i det italienske udenrigsministerium i Rom.
Mere direkte er beskeden fra den ydre del af højrefløjen.
- Hold nallerne fra Italien, siger Giorgia Meloni, som leder højrefløjspartiet Italiens Brødre.
Formanden for Europa-Parlamentet, italieneren Antonio Tajani, kalder forslaget et "fantasifuldt skridt".
/ritzau/AFP