Handikappede skal ikke passes af medarbejdere i hjemmeplejen, der ikke har forstand på det og i virkeligheden brænder for at passe psykisk syge og misbrugere.
Det mener flere hundrede sure ansatte i hjemmeplejen i København, der passer borgere under 65 år. Besparelser i byens socialforvaltning, betyder, at socialcentrene, der yder hjemmepleje til psykisk syge og misbrugere skal lægges sammen med handikapcentrene.
Derfor strejker centrene på Nørrebro og i Brønshøj-Husum-Vanløse frem til fredag. De ansatte har endda afleveret en kollektiv opsigelse, der træder i kraft næste februar, hvis besparelserne på 104 milioner kroner bliver gennemført.Det fortæller social- og sundhedsassistent fra Nørrebro Socialcenter Pernille Strange Hansen.
Svigt
»Vi brænder for at arbejde med psykisk syge og misbrugere. Bliver vi slået sammen med handikapcentrene, er det en målgruppe med andre behov, og det stiller andre krav til os,« siger hun:
»Vi har brugt år på at specialisere os i psykisk syge og misbrugere. Vi svigter dem, hvis vi ikke kan have samme faste kontakt til dem, fordi vi skal bruge tid på at passe handikappede.«
Pernille Strange Hansen tror ikke, at arbejdsbyrden vil blive større. Lysten mangler bare.
Socialborgmester i København Mikkel Warming (EnL.) møder de ansatte i dag. Han forstår deres bekymring:
»Jeg vil altid lytte til gode argumenter og forsøge at overtale de andre partier til ikke at skulle spare så mange penge, for det vil gå ud over borgerne,« siger han.
Også hjemmeplejen på Amager og i Valby strejker fra torsdag morgen.