Protesterne fortsætter i Egypten, hvor politiet lørdag affyrede tåregas mod tusindvis af demonstranter nær Tahrirpladsen i Kairo.
Mange havde overnattet i telte på pladsen, og da flere demonstranter sluttede sig til dem i løbet af morgenen, svarede politiet igen med tåregas.
Demonstranterne er vrede over, at præsident Mohamed Mursi, der er er islamist med rødder i Det Muslimske Broderskab, i et kontroversielt dekret har givet sig selv vidtrækkende beføjelser og stækket det egyptiske retsvæsens magt.
- Egypten stå over for en ny revolution, for det var aldrig vores intention at udskifte én diktator med en anden, siger aktivisten Mohammed al-Gamal, mens han holder sine knuste briller i hånden.
Voldsomme protester og sammenstød mellem Mursis modstandere og tilhængere brød fredag ud flere steder i Egypten.
På Tahrirpladsen i Kairo råbte demonstranterne taktfaste slogans mod Mursi med krav om hans afgang.
Samtidig stormede rasende Mursi-modstandere Det Muslimske Broderskabs hovedkvarter i Alexandria, hvor de brændte bøger og møbler af i gaderne.
I en tale til sine tilhængere uden for præsidentpaladset insisterede Morsi på, at Egypten stadig er på vej mod "frihed og demokrati".
- Politisk stabilitet, social stabilitet og økonomisk stabilitet er det, jeg vil have, og det, jeg arbejder for, understregede præsidenten.
/ritzau/AFP