Der bliver stadig planlagt bryllup hjemme hos Miley Cyrus og hende australske forlovede Liam Hemsworth.
Den unge stjerne går nemlig til modangreb på rygter om, at deres forlovelse skulle være blevet ophævet. Samtidig går der rygter om, at Hemsworth skulle have været sin kæreste utro.
- Jeg er så træt af LA. Og træt af alle de løgne, der kommer med stedet, skriver hun på Twitter.
- Jeg har ikke aflyst mit bryllup. Tager en pause fra sociale medier. #drænende, skriver hun videre ifølge people.com.
Miley Cyrus og Liam Hemsworth, der er kendt fra megahittet Hunger Games, mødte hinanden, da de spillede sammen i filmen "Our Last Song" fra 2010. De har været forlovet siden sommer.
Tidligere på året forlød det, at de unge stjerner allerede var blevet gift, fordi 20-årige Cyrus i et interview med Cosmopolitan omtalte parret som værende hustru og ægtemand. Der var dog ikke noget om snakken - endnu i hvert fald.
Miley Cyrus begyndte karrieren som den børnevenlige Hannah Montana i Disney-serien af samme navn.
/ritzau/