Norske Anders Breivik trak torsdag flere gange bredt på smilebåndet, da han blev udspurgt om sin skydetræning og våbensigteteknik, som han brugte i forberedelserne til Utøya-massakren.
Smilene fik anklageren til at stoppe sin række af spørgsmål og komme med et uventet udfald mod den terror- og drabstiltalte Breivik.
- Du smiler. Er dette noget at smile af?, spurgte statsadvokat Sven Holden, som straks tilføjede:
- Tag et lille skridt til side. Der sidder efterladte her, som har mistet deres børn på Utøya. Hvordan tror du, de reagerer, når du fortæller dette her om sigtesystemer?
Svaret faldt prompte fra Breivik:
- De reagerer vel på en naturlig måde - med forskrækkelse og afsky.
- Jeg smilede ikke på grund af det, du snakkede om, men på grund af dine intentioner, tilføjede den terrortiltalte nordmand ifølge VG.
Kommentaren falder på denne fjerde retsdag i straffesagen mod massemorderen, som detonerede en hjemmelavet gødningsbombe i Oslo, hvor otte mennesker blev dræbt, og som efterfølgende skød og dræbte 69 mennesker på en sommerlejr.