Vraget Chelsea-spiller bliver i London

Den portugisiske højreback og Champions League-vinder José Bosingwa skifter til Queens Park Rangers.

Portugisiske José Bosingwa var med til at sikre Chelsea Champions League-titlen i maj, men fik alligevel ikke forlænget sin kontrakt med klubben, da den udløb tidligere på sommeren.

Men efter en tid som klubløs har backen nu skrevet en treårig kontrakt med Premier League-klubben Queens Park Rangers, der ligesom Chelsea holder til i den engelske hovedstad.

- José er en alsidig spiller, hvilket er noget, jeg gerne vil have, mine spillere er. Han kan gøre sig både på højre back, og han kan også spille på den defensive midtbane, siger manager Mark Hughes til klubbens hjemmeside.

- Han er den tredje Champions League-vinder på holdet ud over Park Ji-sung og Djibril Cisse, og det vil bidrage med uvurderlig erfaring til holdet, siger Hughes.

29-årige Bosingwa blev hentet til Chelsea i sommeren 2008, da han skiftede fra Porto.

Den tidligere portugisiske landsholdsspiller nåede at spille 126 kampe, heraf hele 111 fra start - inklusive finalen i Champions League for Chelsea.

Tidligere har Chelsea også sagt farvel til blandt andre angriberen Didier Drogba, som er skiftet til den kinesiske klub Shanghai Shenhua, hvor også den tidligere Chelsea-spiller Nicolas Anelka spiller.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.