Det er blevet kø-højtid. Vi holder i kø på motorvejen for at komme på ferie. Vi står i kø foran isbutikken, i forlystelsesparken, ved fællestoilettet og i supermarkedet med kurven fuld af øl og vin. Sådan er Sommerdanmark, og det er fint. For vi har overvejende en høflig køkultur her til lands, synes vi i diverse meningsmålinger.
Udlændinge er oftest enige. Med en markant undtagelse i på- og afstigning af busser og toge opfører vi os generelt civiliseret efter først-til-mølleprincippet, lyder skudsmålet med jævne mellemrum. Det virker næsten, som om vi sætter pris på vores køkultur. Vi respekterer den i hvert fald mere end i mange andre lande.
Men noget er under forandring. En række forhold er begyndt at udfordre vores køkultur de senere år, mener professor Ole B. Jensen fra Aalborg Universitet til Kristeligt Dagblad. Han er sociolog og har forsket i vores hverdagsmobilitet de seneste 10-15 år, og her har han iagttaget flere markante forandringer. Ikke at kulturen nødvendigvis er blevet dårligere, men den er anderledes.
Mest bemærkelsesværdigt er måske, at administreringen af køkulturen er overladt mere til den enkelte end tidligere.
Det er ikke mange år siden, at bageren, slagteren eller embedsmanden bag disken klart fortalte, hvis tur det var. I dag spørger de åbent: Hvis tur er det så?
"Det er et af de steder, hvor den generelle autoritetsbetvivlelse i samfundet virkelig bliver tydelig," siger Ole B. Jensen.
"I stedet er der opstået en rar og blød konsensuskultur, hvor vi ikke bryder os om at sige, at noget er rigtigt eller forkert, og dermed er det mere blevet vores personlige moral, der skal styre køen."
De koder og normer, som styrer den moral, er klart under pres, mener han. For vi har mere, vi skal nå, og flere steder, vi skal være, og derfor opstår der også flere situationer end tidligere, hvor vi tvinges til at indgå i en slags forhandling om, hvis tur det egentlig er. På de sociale medier kan man ind imellem høre og se historier om, hvordan vi viser hinanden hensyn, men vi fremhæver dem netop, fordi det generelle billede er ved at blive et andet.
"Teologen K.E. Løgstrup talte om 'den etiske fordring'. Det, at vi altid holder noget af den anden i hånden. Udfordringen er blevet, at vi skal række hånden ud hele tiden, fordi samfundet i stigende grad er fuld af små porte, vi skal igennem. Der er stadig flere specielle funktioner i detailhandlen, i den offentlige forvaltning, i vores infrastruktur, som gør, at vi ender i en kø, og det giver en mentaltræthed, som slider på den almindelige køkultur," siger Ole B. Jensen.
Når denne udvikling er mere end blot en kuriøs historie om flere, der snyder sig foran, er det fordi, vores køkultur er et grundlæggende symbol på det at være civiliseret. Her dispenserer vi for en urtilstand, hvor den største automatisk kommer først. Direktøren må vente lige så længe som førtidspensionisten og udøve en menneskelig respekt, som er nødvendig for at have et velordnet samfund.
Vores forståelse af, hvad der er civiliseret, er netop skabt i større byer med mange mennesker på lidt plads, påpeger Ole. B. Jensen.