Sverige og Norge vil arrangere EM i fodbold om otte år.
Landene regner med at kunne afholde slutrunden på fire stadions i hvert land.
Sverige har tidligere afholdt EM i 1992, hvor Danmark vandt, og VM i 1958 med en storspillende Pelé og Brasilien som vinder.
De nuværende krav til en slutrunde, som bygger på 16 deltagere, er, at arrangørerne skal have mindst otte stadioner med plads til 30.000 tilskuere.
Norge har ingen stadioner på den størrelse.
Netop nu har Sverige kun Nya Ullevi i Gøteborg og Råsunda i Stockholm, der lever op til kravene. De er ved at bygge et nyt stadion i Malmø. Det vil sige, at en del kampe bliver spillet et stenkast fra København.
Sverige og Norge ansøgte sammen med Finland og Danmark om at afholde det netop overståede EM. Men i stedet gik slutrunden til Østrig og Schweiz.
Nu er Norge og Sverige gået solo i erkendelse af, at UEFA ikke ønsker fire arrangører til samme slutrunde.