Den nåede ikke at blive færdig til at kunne konkurrere på filmfestivalen i Cannes, men nu annoncerer Zentropa Entertainments og Nordisk Film, at København vil være vært for verdenspremieren på "Nymphomaniac" i december 2013.
Filmen får landsdækkende biografpremiere den 25. december.
Den kontroversielle instruktør har indtil videre holdt kortene tæt ind til kroppen, men han har dog afsløret filmens overordnede handling, der er fuld af lyst og begær.
"Nymphomaniac" handler om en kvindes erotiske rejse fortalt af nymfomanen Joe, der spilles af Charlotte Gainsbourg.
En aften findes hun gennembanket af den ældre, charmerende Seligman, der spilles af Stellan Skarsgård, som tager hende med hjem for at pleje hende. Gennem filmens næste otte kapitler fortæller Joe så om sin eksotiske livshistorie.
På rollelisten står også et væld af kendte navne - både udenlandske og kendte - heriblandt Shia LaBeouf, Jamie Bell, Udo Kier, Uma Thurman, Willem Dafoe, Christian Slater, Nicolas Bro, Jesper Christensen og Connie Nielsen.
"Nymphomaniac" er blevet optaget det seneste år, blandt andet i Tyskland, og både herhjemme og i udlandet ventes den med spænding.
Lars von Trier har tidligere stået bag omdiskuterede og anmelderroste film, blandt andet "Dancer in the Dark", "Antichrist" og "Melancholia".
/ritzau/