Volvo lægger ikke fingre i mellem, når den nye Volvo V70 skal præsenteres. De kalder sig selv verdens førende, når det gælder store, luksuriøse stationcars. At der er et gran sandhed i den udmelding, er netop V70-modellen et kørende bevis på. V70 er nemlig en succes for den Ford-ejede fabrik og en eftertragtet vogn i det mere luksusprægede segment af stationcars.
»Holdningen til stationcars har ændret sig gennem de senere år. Med større fokus på design og komfort er V70 både luksuriøs og praktisk – ikke kun for børnefamilier, men for alle aktive mennesker, der stiller krav til deres bil,« siger direktør og koncernchef for Volvo Cars, Fredrik Arp.
Flere motorer
Ved at anvende en helt ny struktur har Volvos designere og ingeniører opnået en række fordele, som giver nye muligheder, når V70 kommer på markedet i den nye udgave.
For første gang vil Volvo V70 kunne leveres med sekscylindrede motorer. Det gælder en opgraderet T6 med biturbo og 285 hk og Volvos nye 3,2 liters sekscylindrede motor med 238 hk, som blev lanceret i den nye Volvo S80 sidste år. Der vil også være en femcylindret turbomotor på 200 hk og to turbodieselmotorer på 163 og 185 hk. Senere kommer der også en FlexiFuel model til bioetanoldrift og en firecylindret 2,0 liters benzinmotor.
Det mest markante ved den nye V70 er, at designet nu er ændret drastisk. Man kan stadig genkende bilen som en Volvo V70, men der er sagt farvel til den meget firkantede form, som var de tidligere versioners vigtigste kendetegn. Ifølge Volvo har man skrinlagt det firkantede design til fordel for en mere dynamisk form. Det gælder hele bilen, fra den blødere front til bagklappen, som er mere rund. Dog har man beholdt de store baglygter, som man også kunne se på den gamle version.
Mere komfortabel
Derudover har man gjort den nye model mere komfortabel og rummelig. Komforten på forsædet er forbedret med nye sæder og ergonomisk designede instrumenter.
Pladsen på bagsædet er større end i den nuværende V70, og afstanden mellem for- og bagsædepassagererne er 21 millimeter længere, benpladsen bagi er øget med 48 millimeter, mens pladsen ved knæene er vokset med 21 millimeter. Familier med små børn kan nu også vælge dobbelte integrerede barnesæder, som kan indstilles i to højder. Den nye Volvo V70 afsløres sammen med den nye Volvo XC70 på biludstillingen i Geneve i marts.