Over tusinde danskere skal i løbet af sommeren svare på, hvad de mener om Vollsmose. Vollsmose er træt af sit omdømme og vil derfor have kortlagt danskernes fordomme om bydelen.
Undersøgelsen, der ligger klar i efteråret, skal munde ud i en strategi, der skal give bydelen et bedre ry og rygte.
»De fleste kender Vollsmose fra medierne, men de færreste har besøgt bydelen. Vi vil gerne aflive de myter, der er om Vollsmose,« siger pressechef fra Vollsmose-sekretariatet Helle Fjord, der er tovholder på projektet.
Hun vil blandt andet vide, om det er terrorsagen eller prinsessebesøget, folk tænker på, når de tænker på Vollsmose.
»Mange historier skaber unødig bekymring. Flere kommunalt ansatte har for eksempel givet udtryk for, at de er bange for at arbejde i Vollsmose. Mange fordomme er skabt af medierne,« mener Helle Fjord.
Skræmmebillede
I sidste måned flyttede Social- og Arbejdsmarkedsforvaltningen en af sine afdelinger ud i Egeparken. På flyttedagen udtalte flere medarbejdere til TV 2/Fyn, at de var bange for at cykle til og fra arbejde.
Den frygt er nu forsvundet, siger deres øverste chef, rådmand for Social- og Arbejdsmarkedsforvaltningen Erik Simonsen (R).
»De har fundet ud af, at det er lige så ufarligt at færdes i Vollsmose, som det er at cykle fra Højby til Hobro,« siger rådmanden og tilføjer, at flere medarbejdere har udtryk glæde ved at arbejde i Vollsmose.
En af dem, der har stor erfaring med fordomsundersøgelser, er professor Ulf Hedetoft fra Saxoinstituttet på Københavns Universi- tet.
Vær målrettet
Han råder Vollsmose til at sætte gang i positive projekter fremfor at sætte sin lid til en fordomsundersøgelse.
»Man skal vide, hvad man vil bruge undersøgelsen til. Hvis Vollsmose vil ændre sit image, skal der konkrete projekter på bordet,« siger Ulf Hedetoft, der også er direktør for Akademiet for Migrationsstudier i Danmark.
Han fremhæver Gellerupparken i Århus, der har forbedret sit omdømme på grund af basaren, der, modsat Odense, ligger i selve bydelen.
Inden den store imageundersøgels sættes i gang, har en gruppe studerende fra Syddansk Universitet (SDU) meldt sig til at lave en slags forundersøgelse.
»Forundersøgelsen skal give os en fornemmelse af, hvad vi skal spørge om i den store undersøgelse. Eleverne spørger blandt andetm om man ville have sit barn passet i en Vollsmose- børnehave,« siger lektor Charlotte Kroløkke fra Kulturstudier på Syddansk Universitet.
Undersøgelsen er den første af sin art.