Det er en frygtindgydende modstander, der står på den anden side af nettet, når Danmark tirsdag skal forsøge at skabe endnu en sensation ved volley-EM på hjemmebane.
Det er nemlig de forsvarende europamestre fra Serbien, der venter i opgøret om, hvem der skal videre til EM-kvartfinalen.
Serberne tabte overraskende deres åbningskamp mod Slovenien og må derfor tage til takke med andenpladsen i pulje C efter Finland.
Holdet er dog stadig blandt favoritterne til at tage medaljer ved dette års EM, og danskerne skal finde deres hidtil bedste spil frem, hvis de skal gøre sig håb om at tage endnu et skridt ved slutrunden.
Danmark kvalificerede sig til playoff-kampen søndag ved at slå Hviderusland 3-2 efter fem medrivende sæt. Det rakte til en tredjeplads i den indledende gruppe.
/ritzau/