Først kvalte han hende.
Derefter gennemførte han et samleje med den livsløse krop.
Bagefter ville han have parteret liget, men skyldfølelsen over hans ugerninger var alligevel så stor, at han valgte at melde sig til politiet.
Byretten i Karlskoga i Sverige har de seneste dage lagt lokaler til retssagen mod en 30-årig mand, som har tilstået den makabre forbrydelse - drab og efterfølgende voldtægt af den døde, en kun 29-årig kvinde.
Mandens forsvarer, P. O. Magnusson forsøgte i retten at overbevise dommeren om, at hans klient ikke havde haft til hensigt at dræbe den 29-årige kvinde, da hun var på besøg i hans lejlighed natten til 16. maj i år, og at han derfor burde slippe med syv års fængsel.
Dommeren valgte imidlertid at følge anklagemyndighedens opfordring og idømte den 30-årige mand fra Karlskoga livsvarigt fængsel. Han blev desuden pålagt at betale 150.000 svenske kroner i erstatning til kvindens mand og to-årige barn. Det skriver Nya Wermlands-Tidningen.