En vestjysk mand er to gange fundet skyldig i at have voldtaget sin ekskæreste, men har hele tiden nægtet sig skyldig.
Derfor valgte han at tage drastiske midler i brug for at bevise sin uskyld.
Efter dommen arrangerede han møder og telefonsamtaler med sin ekskæreste og optog i smug det hele, fortæller mandens forsvarer til Newspaq.
"Han tager kontakt med kvinden igen efterfølgende og optager i den forbindelse samtaler mellem de to, som de har haft, dels på telefon, og hvor de har mødtes. Her fortæller hun om dels hvordan det var at gennemføre retssagen og selve voldtægtsepisoden," siger mandens forsvarer i landsretten, advokat Troels Lind Pedersen, til Newspaq.
Og noget tyder på, at manden i smug har fået kvinden til at erkende vigtige faktorer omkring den påståede voldtægt.
"De samtaler er af et indhold, hvor man godt kan stille tvivl om, hvorvidt hun har talt sandt tidligere. Det er de optagelser, der er forelagt for Den Særlige Klageret, og de har så givet genoptagelsestilsagn på det," siger forsvarer Troels Lind Pedersen til Newspaq.
Manden er tidligere dømt ved både retten i Herning samt Vestre Landsret, hvor han fik et år og ni måneder. Men nu er han kommet tættere på at blive frikendt.
"Sådan er reglerne. Hvis der kommer nye oplysninger, der kan have væsentlig betydning for, hvorvidt manden er skyldig eller ej, bliver sagen genoptaget. Det er op til Landsretten at vurdere nu, om der er tilstrækkelige beviser for, om manden er skyldig," siger forsvarer Troels Lind Pedersen.
Anklagemyndigheden har protesteret mod genoptagelse, da de stadig mener, han har presset hende.
Sagen skal nu i Landsretten, og der er ingen fastlagt dato endnu, men der kan gå op til et halvt år, vurderer advokat og forsvarer Troels Lind Pedersen.