Københavns Politi jagter den mand, som har voldtaget flere kvinder og som dræbte en kvinde i 1990. Cyklende kvinde med ørevarmere kan være et afgørende vidne.
"Her til aften er der kommet cirka 60 henvendelser fra offentligheden. Nogle af henvendelserne stammer fra kvinder, der tidligere har anmeldt voldtægt, og en enkelt henvendelse hidrører en kvinde, der har været udsat for voldtægt, men som ikke tidligere har taget kontakt til politiet. Desuden er der kommet henvisninger til navngivne personer," siger politikommissær i Københavns Politi, Steffen Thaaning Steffensen i en pressemeddelelse.
Politiets DNA register har vist, at manden, der den 25 september voldtog en kun 17-årig kvinde ved metrostationen Ørestad, også står bag en voldtægt i 2005 og drabet på Lene Buchardt Rasmussen i 1990.
Ved den seneste voldtægt har offeret fortalt, at hun har set en lyshåret kvinde med ørevarmere komme cyklende ad Kongelundsvej klokken 05.00 den 25. september. Hun er mellem 20 og 30 år, har langt lyst hår. Politiet håber, at denne kvinde kan hjælpe med nye spor i sagen.
Hvis nogen ved noget i sagen, så kan Københavns Politi kontaktes på nummer 114.