Hvis en kvinde fra Sjælland får tæsk af sin mand, så er det ikke sjældent, at hun må tage til Jylland for at bo på et krisecenter. Pladsmanglen er ofte så stor på krisecentrene på Sjælland, at de hver uge må afvise kvinder, skriver dr.dk.
"I perioder har vi fyldt op, og vi må derfor finde en anden løsning. Og det kan sagtens være i Jylland," fortæller leder af Nakskov Krisecenter, Jette Høngaard.
Det er ikke kun på Nakskov Krisecenter, at billedet ser sådan ud. Fem ud af de syv krisecentre i Region Sjælland har oplevet, at de må sende kvinderne afsted til Jylland.
Men det kan få store konsekvenser for kvinderne og deres medbragte børn at flytte langt væk fra deres bopæl, vurderer Birgit Søderberg, der er formand Landsorganisationen af Kvindekrisecentre.
"Helt konkret kan det betyde, at børnene ikke kan gå i deres daginstitutioner eller skoler, eller man kan have svært ved at kontakte sit netværk, og alt det som er forbundet med at have en hverdag," siger hun til Nyhedsbureauet Newspaq.
Birgit Søderberg mener dog, at det i nogle tilfælde kan være det bedste, hvis kvinden kommer langt væk fra sit nærområde, hvis hun er i fare.