Pigerne er kun 16 år gamle, men de har allerede prøvet at tæske andre, sparke politimænd i skridtet, spytte på folk og indtelefonere bombetrusler. Retten i Århus har taget stilling til pigernes mere end 40 forskellige lovovertrædelser, der spænder lige fra vold over trusler til spytklatter mod politiet.
Resultatet er blevet en såkaldt ungdomssanktion, som betyder, at pigerne først skal tilbringe tid på lukkede institutioner og bagefter gradvist udsluses til mindre lukkede pædagogiske væresteder. I to år skal pigerne leve i helt faste rammer og under konstant kontrol. De smilede, da de modtog dommen.
Tæskehold
Indtil nu har de to piger siddet i varetægtsfængsel i surrogat, som vil sige i lukket, sikret institution i fire uger, og retsmødet skulle tage stilling til, om varetægtsfængslingen skulle forlænges. Men både anklageren, de sociale myndigheder og den beskikkede forsvarer havde lagt op til en ungdomssanktion, som retten så valgte at følge. De to piger har været nådesløse, når de har følt sig irriteret eller truet. Under grundlovsforhøret for fire uger siden forklarede pigerne, at de ikke gik af vejen for at opføre sig som et regulært tæskehold.
7. november på Hasle Skole havde de opsøgt en pige, som de trak i håret, slog og sparkede på ben og mave.
»Hun havde truet en af mine veninder,« forklarede den dengang 15-årige i retten.
Hun tilføjede også, at skolepigens kæreste efterfølgende tog til genmæle på chatsiden Arto. Han ville skyde den 15-årige, hvis de nogensinde gjorde det igen.
I et andet tilfælde i oktober havde pigerne uddelt lussinger og knytnæveslag til en pige foran den katolske kirke.
»Vi havde ikke aftalt at finde hende, men da vi så hende, gik vi derhen og slog. Jeg var vred på hende,« sagde den 15-årige.
Pigernes mødre var i retten, og de græd, da deres piger fik dommen.
»Måske det her er den bedste løsning,« sagde den ene mor.