Frosten hang i luften, og himlen var koksgrå - men vejrets dårlige humør spredte sig ikke til en gruppe autonome klimapiraters demonstration mod Dong i dag.
Politiet havde på forhånd varslet problemer, da aktionen ifølge dem blev arrangeret af nogle af de værste klimalømler fra Tyskland - men frygten løb ud i sandet, da aktionen forløb fuldstændigt roligt.
Det fortæller Newspaqs Jens Grønbech, der var til stede ved demonstrationen.
"Alt forløb helt efter bogen. Politiet er mødt massivt op, og der er også masser af pressefolk - men der er næsten ingen demonstranter," siger han.
Kun et sted mellem 20 og 25 unge tyske aktivister var mødt frem. De var klædt ud som pirater, og byggede en forgyldt model af en vindmølle foran Dong's hovedkvarter - som de derefter overrakte til en repræsentant for Dong. Møllen var en belønning for, at Dong netop har trukket sig fra opførelsen af et nyt kulfyret kraftværk i Tyskland.
Dong er blevet udpeget som et hovedmål af aktivisterne, da selskabet er en af Danmarks største udledere af CO2 - og da selskabet samtidig har støttet opførelsen af nye kulkraftværker.
Demonstrationen endte dog i al fordragelighed, da demonstranterne blev inviteret på kaffe og kage af Dong, efter overrækkelsen af den gyldne vindmølle.