Massive snestorme ramte onsdag Nordamerika, hvor mindst 12 mennesker er omkommet på grund af de lave temperaturer og de sneglatte veje.
Hundredevis af fly er som følge af vejret blevet aflyst i New York, Washington DC, Chicago, Toronto, Montreal og Ottawa, og ifølge meteorologerne fortsætter vintervejret i de kommende dage, skriver BBC.
Mindst 300.000 hjem er for tiden uden elektricitet fra staten Virginia til staten New Jersey. Tropper fra det amerikanske hjemmeværn er i staten New York sat ind for at rydde veje, der er blevet dækket af op til tre meter sne. I New York er der blevet målt temperaturer helt ned til minus 29 grader.