Et hidsigt lavtryk vil i løbet af søndag kaste over fem centimeter sne fra sig.
Det varsler DMI, som samtidig advarer om vindstød af stormstyrke og forhøjet vandstand.
Vagthavende meteorolog ved DMI, Janne Hansen, fortæller således til BT, at sneen vil drysse i store mængder over den vestlige del af landet. Her vil der lande op til otte centimeter sne, mens den østlige del af landet kan forvente den halve mængde.
Snevejret er på vej ind fra vest og spås til at vare mellem tre og seks timer, vurderer Janne Hansen over for BT.
Samtidig vil et lavtryk sætte skub i blæsten fra sydvest og vest og give kraftige vindstød af stormstyrke, som henunder aftenen vil udmønte sig i forhøjet vandstand.
Den kraftige vind vil ramme omkring Holstebro, Lemvig og Ringkøbing-Skjern, skriver DMI i et varsel, som indeholder kuling med 14 til 18 meter i sekundet fra sydvest op til vindstød af stormstyrke på mellem 25 og 28 meter i sekundet.
Op til 2,2 over normalen
Tidligt søndag morgen udsendte DMI et varsel om forhøjet vandstand. I varslet står der, at vandstanden ventes at toppe klokken 23.00 søndag aften, og at vandstanden skal ventes at nå mellem 1,9 og 2,2 meter over normalen.
Varslet gælder den centrale vestkyst, men specielt i Hvidesande skal man være opmærksom på, at forhøjet vandstand kan føre til lokale kystnære oversvømmelser.
"Vær forsigtig når du kører i bil eller er til fods i kystområder", skriver DMI.
Vindstød af stormstyrke medfører, at tagsten blæser ned, store grene knækker, træer kan vælte og spærre tog- og vejstrækninger. Stor sandsynlighed for at broer må lukkes for trafik.
Kilde: DMI