Det østlige USA blev i går ramt af et voldsomt isslag og en snestorm, der straks medførte totalt kaos i fem stater, hvor veje, træer og huse på få timer blev belagt med et op til 2,5 cm tykt lag spejlblank is.
Søndag var 1,4 millioner mennesker uden strøm, da deres elkabler var blevet revet ned af væltede træer, men tallet er nu nede på 800.000 mennesker. Myndighederne advarer dog om, at der sandsynligvis vil komme flere strømudfald indtil det tør, da flere træer vil bukke sammen under vægten af isen. Det skriver BBC.
Der er tale om et af de værste vinter-uvejr i USA i nyere tid, og mindst fire mennesker er omkommet som en følge af vejrets rasen.
Også Midt- og Sydfrankrig har voldsomt vintervejr krævet liv.
Et omfattende uvejr har søndag givet voldsomt snefald i området, hvor der i alpeegnene er registreret et snefald på op til 60 centimeter.
Også her har mindst fire mistet livet som følge af snefaldet og dårlig sigtbarhed. Desuden er centrale vej- og toglinier blokeret af sneen.