En bilist blev i morgentrafikken onsdag fanget under en lastbils trailer.
Det skriver blandt andre Nordjyske, som også skriver, at bilisten ikke overholdt sin vigepligt i krydset mellem Hobro Landevej/Vorningvej ved Lindum syd for Hobro.
Vagtchefen ved Midt- og Vestjyllands Politi oplyser til avisen, at ulykken skete kort efter klokken 07.00 og føreren af personbilen blev alvorligt kvæstet.
Inden lastbilchaufføren fik stoppet vogntoget, var personbilen blevet slæbt 75 meter hen ad vejen.
Til Viborg Folkeblad fortæller indsatslederen ved fra Midtjysk Brand og Redning, at det var vanskeligt, at få bilen fri af lastbilen.
- Vi kunne ikke få manden fri fra bilen, fordi den sad fast inde under ladet på lastbilen. Og vi kunne heller ikke få bilen fri. Så vi blev nødt til at løfte den 15 ton tunge lastbil cirka fem centimeter for at få bilen trukket ud.
Indsatslederen oplyser også, at manden klagede over stærke smerter:
- Men han var heldigvis i live og ved bevidsthed.
En bilinspektør skal nu undersøge de involverede køretøjer for at klarlægge ulykken.