61,8 procent af kontanthjælpsmodtagere og andre udenfor arbejdsmarkedet har et højt stressniveau. Det viser en ny undersøgelse af danskernes sundhed, Den Nationale Sundhedsprofil 2013. For førtidspensionister og arbejdsløse ligger tallene på henholdsvis 50,4 og 28,1 procent.
Kun 15,8 procent af folk i arbejde har et højt stressniveau. Det skriver Fagbladet 3F.
I undersøgelsen er der ikke nogen forklaringer på, hvorfor så mange føler sig stressede. Men ifølge Sundhedsstyrelsen kan manglende kontrol og en uforudsigelig hverdag være to af årsagerne.
- En af forklaringerne kan være, at ledige og andre udenfor arbejdsmarkedet kan føle en mangel på kontrol i hverdagen og en uforudsigelighed. De har ofte ikke selv valgt at være arbejdsløse eller på kontanthjælp, og det kan være en meget stressende situation, siger Mille Pedersen, akademisk medarbejder i mental sundhed hos Sundhedsstyrelsen.
Stressrådgiver Helle Alsted arbejder til dagligt med stress hos ledige. Hun ser især usikkerhed om fremtiden og jagten på et arbejde, som to grunde til, at arbejdsløse og kontanthjælpsmodtagere har et højt stressniveau.
- Jagten på et arbejde kan være frustrerende, hvis den ikke lykkedes. Og derudover lever de med usikkerhed om fremtiden og deres økonomi, fordi de ikke ved, hvornår der kommer et job, eller om de overhovedet får et job. De følelser af nervøsitet og frustration er meget stressende, siger Helle Alsted.