I samarbejde Kaare Sørensen.
Større uroligheder brød ud klokken 9.35 torsdag morgen på Nørrebrogade. Aktivister fra Ungdomshuset begyndte at lave barrikader af affaldsspande og materiale fra containere på Nørrebrogade ud for Assistens Kirkegård på Nørrebrogade cirka 300 meter fra Ungdomshuset.
Aktivister sparkede og slog på biler og kastede med sten mod politistyrker, før de begyndte at lave barrikaderne.
Politiet reagerede få minutter efter ved at køre deres mandskabsvogne med høj fart gennem barrikaderne, der dermed blev brudt.
Der er endnu ingen meldinger om tilskadekomne og anholdte, men stemningen blandt aktivisterne omkring Ungdomshuset er mere og mere ophidset.
Konflikten optrappedes klokken lidt i ti, da politiet i fire hollændervogne rykkede frem mod en ny barrikade ca. 150 meter fra Nørrebros Runddel. Luften var fyldt med flasker og brosten, som de unge havde fundet i containere.
Mængden af mennesker på Nørrebrogade stiger.
Der er ingen udsigt til, at urolighederne løjer af. Flere aktivister, som avisen.dk har talt med, fortæller, at der dagen igennem kommer »hændelser« overalt i byen.