20 militante muslimer og syv soldater fra den filippinske hær har mistet livet efter kampe i landets sydlige del. Det rapporterer nyhedsbureauet AFP med en talsmand for landets militær som kilde.
De voldsomme kampe, der varede i otte timer, fandt sted, samtidig med at den filippinske præsident Gloria Arroyo besøgte regionen. Hun befandt sig blot få kilometer fra selve kamphandlingerne.
Islamistiske separatister har siden 1978 kæmpet for en selvstændig muslimsk stat i den sydlige del af det hovedsageligt katolske land.
Der har siden da været fredsforhandlinger mellem parterne, men sammenstød mellem militante medlemmer af separatistgrupper og så regeringssoldater forekommer jævnligt.
Siden august har hundreder mistet livet på øen Mindanao og tusinder er blevet fordrevet fra deres hjem.
Regeringen oplyser, at man gerne snart vil sætte gang i fredsforhandlingerne igen, men der er endnu ikke sat en dato.