I den tidligere Sovjet-stat Kirgisistan har den seneste tids sammenstød mellem politi og demonstranter kostet fire mennesker livet.
Flere tusinde tilhængere af oppositionen har i de seneste dage forsøgt at storme præsident Kurmanbek Bakiyevs kontor i hovedstaden Bishkek på grund af utilfredshed med stigende benzinpriser og korruption.
Til at begynde med blev de mange demonstranter mødt af politiet med tåregas og såkaldte stun granater, men ifølge BBC fortæller flere øjenvidner, at politiet har skudt ind i menneskemængden flere gange, og at der ind til videre er mindst fire døde. Ifølge landets premiereminister Daniyar Usenov er der derudover 85 tilskadekomne, størstedelen af dem er dog politifolk.
Samtidig med at politiet forsøger at holde demonstrationerne nede, er oppositionstilhængerne blevet opildnet yderligere, efter det er kommet frem, at præsidentens sikkerhedsstyrker har arresteret to af de mest populære ledere af oppositionen.
Oplysningerne er dog sparsomme idet flere journalister er blevet anholdt, lige som en række nyhedsmedier på nettet er blevet blokeret.