Mindst fire mennesker har mistet livet, og omkring 50 savnes efter et voldsomt skybrud tirsdag ramte en bjerglandsby i Himalaya-regionen.
Skybruddet udløste et massivt jordskred, der totalt udraderede den lille bjerglandsby Dharali på sin vej ned ad bjergsiderne. På flere videoer, delt på sociale medier, ses mudder og vandmasser med voldsom fart tordne gennem en slugt og rive alt med sig.
Redningshold er tirsdag eftermiddag dansk tid nået frem til byen. Her leder de efter overlevende under murbrokker og mudder. Flere huse er begravet under mudderet, skriver Reuters ifølge Ritzau.
Byens huse er enten skyllet væk eller begravet i mudder efter det voldsomme jordskred. Indian Army Central Command Via X/Reuters/Ritzau Scanpix
Indian Army Central Command Via X/Reuters/Ritzau Scanpix
Det er ikke første gang, den nordindiske delstat Uttarakhand bliver ramt af voldsomme skybrud. I 2023 mistede mindst 30 mennesker livet efter voldsomme oversvømmelser og jordskred forårsaget af et pludseligt skybrud. Flere klimaeksperter har vurderet, at der er en sammenhæng mellem klimaforandringer og hyppige mudderskred.
Mudderskred opstår typisk i forbindelse med voldsomt regnvejr, eller når sne og is smelter i bjergene, og smeltevandet herfra løber mod dalene.