Voldsom tagbrand i Aalborg er under kontrol

Den voldsomme tagbrand i Aalborg er nu under kontrol. Alle beboerne er evakuerede og skal nu genhuses.

Den boligblok i det vestlige Aalborg, der brød i brand sent lørdag aften, brænder stadig - men brandvæsnet har ilden under kontrol.

Det oplyser beredskabschef Jørgen Pedersen.

- Det brænder stadigvæk i tagkonstruktionen, men vi har styr på den. Vi har den - efter al sandsynlighed - under kontrol nu, siger han.

Beredskabschefen betegner branden som "ret voldsom".

- Hele tagkonstruktionen var antændt, da vi kom herud. Og vi har 7-8 brandbiler herude, fortæller han.

Ilden er brudt ud i en ejendom, der ligger på Poul Buås vej. Og vagtchef Poul Badsberg fra Aalborg Politi oplyser, at man også har evakueret en opgang på Henning Smiths Vej samt beboerne i et parcelhus tæt på branden.

- Der er blevet evakueret 57 personer, fortæller Jørgen Pedersen og fortsætter:

- Der er heldigvis ikke nogen, der er kommet til skade. Og vi har fået alle de opgange, der var truede, evakueret, siger han.

Ifølge Sisse Christensen, der så den brændende ejendom fra sin egen lejlighed, opstod ilden ret pludseligt.

- Lige pludselig stod der store flammer op fra taget. Det gik så stærkt. Og så kunne jeg høre ambulancer, brandbiler og politibiler. Rigtigt mange, siger hun.

På grund af sommervarmen var alle vinduer hos hende åbne, men de blev lukket øjeblikkeligt på grund af den voldsomme røgudvikling fra branden.

- Jeg kunne se meget store flammer, selv om jeg vel bor en kilometer væk. Nu ser det ikke helt så vildt ud, men hele taget ser ud til at være brændt væk nu, fortalte Sisse Christensen cirka tre kvarter før midnat.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.