Sneboldkampe kan være være kaotiske, men ender som regel kun med vådt tøj og røde kinder til kamphanerne.
Sådan var det dog langtfra på Vestskolen Nordskov i Haslev torsdag. Her udviklede en tilsyneladende uskyldig sneboldkamp sig i en voldsom retning. Det fortæller TV2 Øst.
Skolen havde forsøgt at tage forholdregler og sendt "et hav" af voksne ud i skolegården for at tage hånd om eventuelle problemer. Men det gik alligevel helt galt, da en gruppe større elever fra udskolingen overmandede mindre elever.
Det startede med vaskere. Og så er det blevet til mere end det. Slag og spark både i hovedet og på kroppen. Det har intet med en sneboldkamp at gøre, siger skoleleder Susanne Meyer Christensen til TV2 Øst.
- Det har været helt crazy, siger hun.
Begivenhederne var så voldsomme, at en af eleverne blev hentet af en ambulance for at blive kørt til tjek på sygehuset, og sagen er nu meldt til politiet af forældrene til de børn, der blev overfaldet.
Skolelederen oplyser, at skolen overhovedet ikke er vant til, at børn tæver løs på hinanden i hverdagen. Fredag vil der komme en person fra PPR (pædagogisk psykologisk rådgivning), ligesom lokalpolitiet også vil befinde sig på skolen for at give råd og vejledning til personale og børn, som har været involveret i episoden.
Eleven som blev kørt på hospitalet har det angiveligt "ok".