En voldsom naturbrand har ramt et berømt vådområde i delstaten Mato Grosso do Sul i det sydlige Brasilien.
Der er tale om en brand, der er "større end noget, der nogensinde er set i delstaten".
Det oplyste de lokale myndigheder i en meddelelse sent torsdag aften dansk tid, skriver nyhedsbureauet AFP.
Indtil videre er 50.000 hektar - svarende til 500 kvadratkilometer - blevet hærget af branden.
Vådområdet Pantanal er et af de områder i verden med det rigeste dyre- og planteliv. Derudover er området en stor turistattraktion i Brasilien.
Branden kommer, efter at andre skovbrande ifølge miljøgrupper hærgede millioner af hektarer af Amazonas-regnskoven i august.
Situationen i Pantanal beskrives af myndighederne som "kritisk". Flammerne har også ramt tre byer i området, oplyses det.
- Intense flammer og rødlig røg har forstyrret trafikken på motorvejene, skriver delstatens myndigheder i meddelelsen.
Den lave sigtbarhed giver udfordringer for slukningsarbejdet.
Branden er ifølge BBC brudt ud 25. oktober. Den har spredt sig hastigt på grund af kraftige vinde, høje temperaturer og tør vegetation.
Myndighederne har indført et midlertidigt forbud mod at bruge afbrænding af land til at rydde landbrugsområder.
Ifølge satellitbilleder fra Brasiliens Institut for Rumforskning (Inpe) har der været knap 8.500 skovbrande i Pantanal-området mellem januar og oktober i år.
Det er en stigning på 462 procent sammenlignet med samme periode sidste år.
Det er desuden det højeste antal brande i området siden 2007, skriver AFP.
Det er langt fra kun vådområdet i det sydlige Brasilien, der har været særligt hårdt ramt i år.
Ifølge BBC har der i år været 167.000 skovbrande spredt over hele landet siden januar 2019.
/ritzau/