Aftenens første skudepisode fandt sted i Herlev.
Her blev en 22-årig skudt i halsen, mens en anden brækkede ryggen under et opgør, som Københavns Vestegns Politi fortsat ikke ved, om de skal betegne som et narkoopgør eller et opgør i forbindelse med bandekonflikten. Det skriver berlingske.dk.
Skudofferet blev bragt til Herlev Sygehus, hvor ti venner og familiemedlemmer stod og ventede på ham. De blev alle anholdt.
I Heimdalsgade på Nørrebro blev der også skudt i nattens løb.
Her blev to personer ramt. En 22-årig mand blev bragt til Bispebjerg Hospital, mens nogle venner bragte den anden - en 20-årig mand - til Rigshospitalet. Politiet valgte at anholde offerets fire venner.
Politiet vurderer, at skyderiet på Nørrebro formentlig er en del af bandekonflikten. Politiet fandt efterfølgende to biler med skudhuller.
Ikke længe efter blev der skudt i Kroghsgade på Østerbro.
Indehaveren af Vinyl Bar blev passet op af fire hætteklædte mand, da han var ved at forlade baren. De fem kom i klammeri, og den 46-årige barejer blev ramt af skud.
Denne skudepisode havde dog intet med bandeopgøret at gøre, og politiet formoder, at der har været tale om et røveri, der er gået galt.
"Det er to vidt forskellige sager, og så kommer de altså bare lige oven i hinanden med fem minutters mellemrum. Men de har intet med hinanden at gøre," siger den centrale efterforskningsleder ved Københavns Politi, Kenneth Vesth, til Nyhedsbureauet Newspaq.
Alle fire personer, der er blevet ramt af skud, er af anden etnisk oprindelse end dansk.