Den ringe sikkerhed i de russiske miner krævede igen i dag flere dødsofre. En eksplosion forårsaget af metan-gas rystede torsdag morgen en kulmine i Novokuznetsk i Sibirien, og mindst 28 mennesker har mistet livet, fortæller redningsarbejdere på stedet til AFP.
Ifølge BBC er op mod 40 minearbejdere stadig fanget i den sammenstyrtede mine, mens 180 er blevet reddet i sikkerhed.
Dårlig vedligeholdelse og manglende sikkerhed kræver ofte dødsofre i de russiske miner. I marts blev 110 mennesker dræbt efter en eksplosion i en mine i samme område.
Sovjetunionens fald får skylden for, at ingen længere påtager sig ansvaret for at sikre de gamle miner.