En eksplosion, der kunne høres 20 kilometer væk, raserede tidligt torsdag morgen en militærbase i det nordlige Syrien. Skaderne er endnu ikke gjort op, men der er indtil videre talt 15 døde og mindst 50 sårede.
Ifølge flere vidner var det et ammunitionslager på en militærbase nær byen Aleppo, der pludselig sprang i luften, men rygter om terror blev hurtigt stoppet. Myndighederne fortalte kort efter ulykken til syrisk tv, at eksplosionen skyldtes hedebølgen og ikke et angreb.
- Her er hedebølge, og temperaturerne er tæt på 50 grader. Det fik ammunitionslageret til at eksplodere, siger en anonym kilde fra de syriske myndigheder til Reuters.
En undenlandsk diplomat i Syrien siger til CNN, at forklaringen om hedebølgen er "ganske plausibel".
Den nordlige del af Syrien har ellers tidligere været mål for den militante opposition i landet. I 1980 erne angreb militante medlemmer af Det Muslimske Broderskab ofte militære anlæg.
Den syriske Baath-regering med Bashar al-Assad i spidsen som præsident har for nylig indledt en kampagne mod ekstremistiske religiøse kræfter i blandt andet Nordsyrien.