En 37-årig mand fra Letland kørte natten til mandag i grøften i Nordjylland.
Mere opsigtsvækkende var det dog, at manden viste sig at have en promille på hele 3,4. Det skriver TV2 Nord.
Manden, der er bosiddende i Brovst, kørte i sin firmabil, da han forulykkede. Det lykkedes ham at komme ud af bilen og søge hjælp i et hus i nærheden, men efter at have banket på fortrød den 37-årige og gik fra stedet i slingrende tilstand.
Manden i huset anede dog uråd og kontaktede politiet, der efterfølgende fik fat i den stærkt berusede lettiske mand. En alkometertest viste, at manden havde en promille på hele 3,4. En promille i den størrelsesorden kan ifølge Sundhed.dk medføre bevidstløshed og koma.
- Jeg mindes ikke, at jeg nogensinde i min tid hos politiet har oplevet, at nogen har kørt med så høj en promille, siger vagtchef ved Nordjyllands Politi Poul Festergaard til Ritzau.
Mandens firmabil er blevet konfiskeret af politiet.