Hovedstadens Beredskab er onsdag eftermiddag til stede med mange styrker i Haveforeningen Musikbyen i Sydhavnen i København.
Det fortæller presse-fotos.dk.
Flammerne har ædt sig gennem mindst to huse - og der er en del udrykningskøretøjer på adressen.
Brandvæsnet har kæmpet længe med branden, men der er nu styr på situationen, hvor der ikke har været nogen personskade.
Brandvæsnet oplyser på twitter, at de kommer til at være i området i længere tid, så man kan være helt sikker på, at alt er slukket på stedet.
- Ikke yderligere fare for brandspredning. Vi vil være på stedet et stykke tid endnu, skriver Hovedstadens Beredskab også på Twitter.
Haveforeningen Musikbyen er beliggende mellem Tippen og Valby Parken og består af 418 lejehaver.