Volden raser fortsat i Aleppo og Damaskus

Kampene mellem de syriske regeringsstyrker og oprørerne tager lørdag til i styrke i landets to største byer.

Utrætteligt banker Syriens hær lørdag løs på Salaheddin-distriktet i Syriens største by, Aleppo. Angrebene finder sted både fra luften og på jorden, oplyser en kommandør for oprørsstyrkerne.

- Det er den voldsomste granatild mod Salaheddin, siden kampene om Aleppo udbrød den 20. juli, siger oberst Abdel Jabbar al-Oqaidi, som er den Fri Syriske Hærs øverstkommanderende i den nordligt beliggende by.

- Det er ikke første gang, at regeringshæren har forsøgt at storme Salaheddin, tilføjer Oqaidi.

Volden raser samtidig i Aleppos Shaar og Sukkari distrikter, siger en korrespondent for nyhedsbureauet AFP i den belejrede by. Han tilføjer, at regeringsstyrkerne bruger kampfly og artilleri til at beskyde kvartererne.

Granatangrebene finder sted, mens mindst 28 civile er blevet dræbt i Syrien, heriblandt fem i Aleppo-provinsen, ifølge Det Syriske Laboratorium for Menneskerettigheder.

I Damaskus er de voldelige sammenstød opstået lørdag i den sydlige forstad, Tadamun, som også var scene for kampe for 14 dage siden. Observatoriet kalder hærens beskydning af Tadamun for det voldeligste, som distriktet har oplevet.

Volden er også udbrudt i hovedstadens Jobar-område, siger Observatoriet, og tilføjer, at voldshandlingerne har kostet mindst seks mennesker i Damaskus-provinsen livet lørdag.

Ud over det er 16 civile blevet dræbt i forbindelse med regeringsstyrkernes granatangreb på den østligt beliggende Deir Ezzor, siger Syriens Observatorium for Menneskerettigheder.

Det er ikke muligt fra uafhængige kilder at få bekræftet antallet af døde i det stridshærgede Syrien, da FN har indstillet optællingen af ofre.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.