Den væbnede revolte mod præsident Bashar al-Assad i Syrien griber om sig.
Tusinder af civile er sendt på flugt, og der er meldinger om tilfældige henrettelser på begge sider i konflikten.
Her er et overblik over de to ugers væsentligste udviklinger i kampene om landets to vigtigste byer - hovedstaden Damaskus samt den folkerige og økonomisk stærke Aleppo i den nordlige del af landet:
* 17. juli: Kamphelikoptere bliver for første gang brugt i Damaskus.
* 18. juli: En selvmordsbombemand rammer hjertet af regimet militære kommando, da han blandt andet dræber tre af præsident Bashar al-Assads sikkerhedschefer: Forsvarsministeren, en general samt Assads egen svoger.
* 20. juli: Voldsomme kampe bryder ud i Syriens største by, Aleppo, som også er landets økonomiske kraftcentrum. Hidtil har byen ellers været sparet for større sammenstød i konflikten.
* 23. juli: Regeringssoldater, herunder elitestyrker, generobrer kontrollen over størstedelen af Damaskus efter en uge med voldsomme kampe.
* 30. juli: Oprørere erobrer et strategisk kontrolpunkt nordvest for Aleppo og sikrer sig tilsyneladende fri passage mellem den vigtige by og grænsen til Tyrkiet i nord.
* 31. juli: Oprørere angriber regeringsmagtens symboler direkte, da de løber to politistationer over ende i Aleppo. Det forlyder, at flere end 40 politifolk mister livet.
* 1. august: Der udbryder for første gang kampe i nærheden af to kristne distrikter i Damaskus - bydelene Bab Tuma og Bag Sharqi - der ellers regnes som områder, hvor lokalbefolkningen støtter Assad.
/ritzau/AFP