Det begyndte som et frontalt sammenstød mellem to biler på Klingenberg søndag morgen kort efter klokken 7, men endte i vold og trusler mod politiet.
Den ene bilist stak af fra trafikuheldet, men vendte senere tilbage til stedet sammen med en kammerat for at hente en nummerplade, der var faldet af ved sammenstødet.
Der mødte de imidlertid politiet, som de nødig ville tale med og derfor truede, skubbede og slog. De to mænd, der begge er i tyverne og kendte af politiet i forvejen, forsøgte desuden af vriste nummerpladen fra betjentene, som havde konfiskeret den.
Der venter nu de to mænd sigtelser for både spirituskørsel, for at stikke af fra et færdselsuheld, trusler og vold mod politiet, for at sætte sig imod en anholdelse og for at forsøge at fjerne bevismateriale fra ulykkestedet.
Den anden involverede bilist slap fra uheldet uden større skrammer.