Først slog og sparkede de. Siden trampede de på offerets hoved, da han lå ned.
En mand ligger nu på Rigshospitalets traumeafdeling efter et slagsmål på Strøget i København i nat, hvor han havde fire mænd imod sig, oplyser den centrale vagtleder hos Københavns Politi, Poul Erik Feddersen:
»Han har fået drøje knubs og er blevet udsat for grov vold, men skaderne gudskelov ikke alvorlige,« siger han.
Manden blev bragt i koma, da han ankom til hospitalet, for at lægerne bedre kunne undersøge ham. Han har ikke fået kraniebrud, som først ventet. Manden er stadig ikke vågnet, og af samme grund kender politiet endnu ikke årsagen til slagsmålet.
To af mænd mellem 18 og 20 år er blevet anholdt, sigtet for det grove overfald. De bliver fremstillet i grundlovsforhør senere i dag.