Voldelig stjerne slipper af med strafdage

John Terry slipper med to spilledages karantæne for at sparke FC Barcelonas Sanchez ned i Champions League.
John Terry i den blå Chelsea-dragt slipper nu af med en karantænedag efter knæ-overfald mod Barcelona. (arkivbillede)
John Terry i den blå Chelsea-dragt slipper nu af med en karantænedag efter knæ-overfald mod Barcelona. (arkivbillede) Foto: AP/Rebecca Naden / POLFOTO

Chelsea-anfører John Terry har fået reduceret den straf, han fik for at give FC Barcelonas Alexis Sanchez et knæ i ryggen i forårets semifinale i Champions League.

Terry fik rødt kort og blev automatisk idømt tre spilledages karantæne for den voldsomme handling.

Efter en appelsag har det europæiske fodboldforbund (Uefa) dog ændret straffen, så Chelsea-forsvareren slipper med kun to spilledages karantæne i de europæiske turneringer.

Den tredje karantænedag er blevet gjort betinget i en treårig periode. Det vil sige, at Terry kun kommer til at afsone den, hvis han igen dummer sig på banen.

Den første spilledag har han allerede afsonet under sidste sæsons Champions League-finale, og den anden kan han se frem til at afsone i den europæiske Super Cup mod Atlético Madrid i slutningen af august.

Dermed vil Terry med stor sandsynlighed kunne slippe for at sidde på tribunen, når de forsvarende Champions League-vindere fra Chelsea starter i gruppespillet til september.

Tilmeld dig gratis vores nyhedsbrev for flere nyheder.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.