Politiet brugte vandkanoner, tåregas og gummikugler mod de mange demonstranter, der var på gaderne for fjerde nat i træk i flere tyrkiske byer.
Sammenstødene er et resultat af demonstranternes vrede mod regeringen og politiet i landet, og deres frustration over at en 22-årig demonstrant mistede livet tidligere på ugen.
Myndighederne mener, at manden omkom i et fald fra en bygning, mens
demonstranterne giver politiet skylden. Flere demonstranter er nemlig overbevist om, at han blev dræbt af en gasgranat i hovedet.
Men der ligger også både religiøse og kulturelle problemer og ulmer under overfladen, og folk demonstrerer med mange forskellige dagsordener, som her i Ankara, hvor noget af uroen drejer sig om en Sunni-moske, der bliver bygget tæt på et Shia-muslimsk bedehus.
Regeringen forsøger i hvert fald at slå ned på den ulmende uro, så man kan undgå en gentagelse af de voldsomme uroligheder, der ramte landet i ugevis i juni.